marathonplanlægning
Nike Marathontest 2 2017, Foto: Jesper Simonsen

Der er i dag fire uger til jeg skal løbe Rom Marathon. Er jeg klar? Næ, det føler jeg faktisk ikke rigtig. Trods en uges skiferie og lidt sygdom får jeg trænet så meget, som jeg gerne vil. Selvom jeg bliver hurtigere på både intervaller og tempoture, har jeg dog ikke fået løbet nær så lange ture, som jeg tidligere har i forbindelse med marathontræning. Det har til dels været en strategi at spare benene ved at løbe kortere ture, men det har resulteret i, at jeg har været meget i tvivl om, om jeg nu også vil være i stand til at presse mine ben på de godt 42 kilometer om fire uger.

I går var jeg ude på min længste tur før marathonet, og det gik heldigvis over al forventning. For mig er en lang tur en månedstid før et marathon en vigtig del af min marathonplanlægning. En tur på 25 kilometer i 5:15/km som udgangstempo og med 3×15 minutter i 5:00/km. Jeg løb med overskud hele vejen og havde stadig masser af energi tilbage efter godt to timers løb. Jeg kunne dog mærke en lille smule spænding omkring mit højre knæ, som jeg har haft store problemer med for et par år siden, så jeg skal virkelig passe på de næste uger. Nu starter jeg da også nedtrapning af kilometer og intensitet. Dog med undtagelse af Nike Marathontest 3 om to uger, hvor der skal løbes 25 kilometer i, forhåbentlig, 5:00/km.

Grundformen blev i øvrigt testet i sidste weekend til Nike Marathontest 2 på 15 kilometer. Det gik ikke helt, som jeg havde håbet. Kom i mål på 1:10:48, hvilket er personlig rekord for mig, men havde troet, at jeg kunne komme under 1 time og 10 minutter. Det kunne jeg så ikke, i hvert fald ikke lige i søndags. Til gengæld synes jeg virkelig, at det kilometerskiltene kom hurtigt efter hinanden. Godt tegn, når man snart skal løbe forbi 42 stk. før man når mål!

Skriv et svar