Berlin Marathon 2016

Så er jeg kommet hjem fra Berlin, og jeg er efterhånden ved at kunne gå normalt igen. Det var en kæmpe oplevelse at løbe gennem en af mine absolut yndlingsbyer på en solrig søndag. Selvom jeg altid har haft succes med at løbe marathon med negativ split, var der virkelig punkter, hvor jeg havde svært ved at tro, at jeg kunne nå i mål til tiden. Men det lykkedes.

Det første halvmarathon

Min start på løbet blev meget hektisk, da alle løbere åbentbart havde besluttet at gå ind i startblokkene på samme tid. Da startskudet for de første løbere lød, var jeg stadig ikke kommet ind i startblokken. Jeg fik endelig mast mig igennem, da der kom lidt bevægelse i feltet.

Berlin Marathon 2016

Da jeg endelig passerede startstregen, var der allerede lidt spredning blandt løberne. Planen var at løbe 5:20min/km de første 20km sammen med min mor. Da vi gjorde status ved 10km-skiltet lå vores gennemsnitstempo dog på 5:25min/km. Vi besluttede derfor, at farten skulle sættes op til 5:15min/km de næste 10km. Det tempo holdt vi nogenlunde. Jeg løb stadig med massere overskud, men følte at jeg havde mistet en del tid på det første 10km. Ved halvmarathon-porten sagde jeg derfor farvel til min mor og satte langsomt farten op. Herfra havde jeg kun mig selv – og alle hepperne til at få mig gennem.

Det andet halvmarathon

De næste par kilometer fortsatte jeg i 5:15min/km, og herfra satte jeg langsomt farten mere op. Da jeg krydsede 30km-mærket lå jeg mange minutter bag min måltid på under 3:40:00. Jeg må indrømme, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville nå det. Der var simplethen for mange minutter, der skulle indhentes. Jeg tog derfor en knald-eller-fald-beslutning: jeg satte tempoet op til 5:00min/km. Energien var der ved 30km-mærket, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne holde tempoet de sidste 12km. Men det var dér det gjaldt, hvis jeg skulle nå mit mål. Hep fra danskere på sidelinjen gav mig ny energi. Jeg holdt tempoet 4:59min/km til 35km… og til 40km.

Berlin Marathon 2016

Det var stadig uklart, om jeg ville nå målet. Energien var der stadig. Jeg var træt af at løbe, men der var under 10 minutter endnu. Farten blev sat op til 4:45min/km. Efter de 41km lykkedes det mig at nå et tempo omkring 4:30min/km. Jeg kiggede en sidste gang på mit tempo, da jeg løb under Brandenburger Tor – 4:15min/km. Mit ur sagde 3:38:50, da jeg passerede målstregen. Det lykkedes. Jeg kom et godt stykke under målet og kunne næsten ikke tro det.

Øl med og uden alkohol

Da målstregen var passeret, og jeg skiftede tempo til gang, kunne jeg virkelig mærke hvor lidt energi, der var tilbage. Jeg fik kun lige slæbt mig igennem målområdet, hvor jeg fik min medalje og lidt forfriskninger. Efter lidt tid fandt jeg mine forældre, og vi satte os i solen foran Bundestag og drak den alkoholfrie (og overraskende gode) øl fra Erdinger og udvekslede oplevelser fra turen gennem byen.

Berlin Marathon 2016

Vi tog offentlig transport hjem og snuppede lige en øl (denne gang med alkohol) i solen på Wittenbergplatz. Tilbage på hotellet stod den på et dejligt langt bad og en lille lur, før vi spiste en lækker aftenbuffet med resten af de seje Sparta-løbere i Berlin.

Meget mere Berlin blev det desværre ikke til i denne omgang. Men, der kommer nok lige et indlæg om nogle af Berlins lækreste steder inden så længe 😉

Skriv et svar